Jeg er vokset op ved siden af Udrejsecenter Kærshovedgård og har set min by blive delt i to

Jeg glemmer aldrig første gang, jeg mødte beboerne fra Udrejsecenter Kærshovedgård. Det var i foråret 2016. Jeg var 17 år gammel og sad på mit værelse hjemme hos mine forældre, hvor jeg stadig boede. Gennem vinduet hørte jeg pludselig nogle mandestemmer. De talte engelsk med en accent, jeg dengang ikke kunne tyde. I dag ved jeg, at det var farsi. Jeg rejste mig fra mit skrivebord og kiggede ud. På vores terrasse stod min mor, min far og otte udlændinge fra diverse mellemøstlige lande – et sjældent syn i den ellers homogene by Bording i Midtjylland. Mine forældre er kristne og havde fortalt mig, at de ville tage nogle af de netop tilflyttede beboere fra Udrejsecenter Kærshovedgård med hjem til frokost efter gudstjenesten. Forinden havde en kirke i København taget fat i menigheden i Bording for at bede dem tage sig af de nye Kærshovedgård-beboere, der før var kommet i deres sogn. Men da de stod i min egen baghave, kom det alligevel bag på mig. I ugerne efter begyndte min hverdag at ændre sig. Min far begyndte at have tæt kontakt med en lille håndfuld afviste asylansøgere ude fra centret, som ofte ville komme forbi til aftensmad. Samtidig blev min mor frivillig i Røde Kors på Kærshovedgård og var derigennem med til at starte et fritidstilbud for kvinderne, der boede på centret. Besøgene fra beboere på Kærshovedgård blev mere og mere regelmæssige. Vores gæster havde det tilfælles, at de alle talte engelsk, nogle også lidt dansk, var af mellemøstlig oprindelse, og så var de blevet bedt om at forlade landet af de danske myndigheder. Andet anede jeg ikke om dem. Men med tiden forsvandt det forbehold, jeg havde haft over for vores gæster fra starten, og jeg lærte, at de var flinke og taknemmelige mennesker, der satte pris på mine forældres hjælp. Jeg frygtede dem ikke. Men det var der andre i Bording, der gjorde. Og det er der andre i Bording, der stadig gør. Ifølge Justitsministeriets årlige tryghedsundersøgelse fra 2023 føler 83 procent af beboerne i Ikast-Brande Kommune, som Bording tilhører, sig grundlæggende trygge i deres nabolag. Det er signifikant mindre end i resten af kommunerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds og samtidig det femtelaveste tryghedsniveau i nogen kommune i Danmark – kun overgået af forstadskommunerne Ishøj, Brøndby, Høje Taastrup og Albertslund. Spørger man politiet, tilskriver de tallet Kærshovedgård. Spørger man mig, giver det god mening. I flere år mærkede jeg det selv. Til Bording, fra Inger Det startede alt sammen med en asylpakke i efteråret 2015. Den daværende Venstre-regering havde under forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (DD) netop besluttet, at det fremover skulle være hurtigere og mere effektivt at udsende afviste asylansøgere og andre udlændinge uden lovligt ophold i Danmark. Som et supplement til de allerede eksisterende centre for asylansøgere og udviste udlændinge oprettede regeringen derfor et nyt center: Udrejsecenter Kærshovedgård. I Bording fik vi beskeden på samme tid som resten af landet. Fremover skulle afviste asylansøgere og kriminelle udlændinge, der var udvist af landet, indlogeres på Kærshovedgård, der ligger seks kilometer uden for byen. Indflytningen ville ske løbende over det forestående forår, og de første beboere kunne forventes 21. marts 2016. Rygtet svirrer Allerede inden de første Kærshovedgård-beboere ankom til Bording, begyndte rygterne at svirre om de nye naboer. Om at der blandt dem skulle gemme sig kriminelle udlændinge med hårde domme. Folk begyndte at tage deres forholdsregler. Uden for byen investerede de nærmeste naboer til udrejsecenteret i overvågning og vagthunde. En enkelt havde sågar købt et kilometerlangt hegn. Jeg arbejdede selv i byens bager på det tidspunkt og kan huske, at vi fik installeret en overfaldsalarm. Det samme gjorde man på tanken, og både dér og hos byens dagligvarebutik Fakta begyndte der hurtigt at lyde historier om hændelser med tyveri og truende adfærd fra beboere på Kærshovedgård. Under en togtur i 2017 stiftede jeg for første gang selv bekendtskab med den utryghed, de andre i byen havde talt om. Jeg var på vej til Herning med toget, og kontrolløren gik igennem vognen for at tjekke billetter. To mænd fra Kærshovedgård var steget på toget sammen med mig og kunne ikke fremvise en billet. Kontrolløren blev tydeligvis irriteret og fortalte dem, at de ikke bare kunne køre med uden. Indtil da havde de to mænd ikke givet udtryk for at kende hinanden. Men på samme tid rejste de sig nu op og trængte kontrolløren op i en krog. Med en dyb og lavmælt stemme fortalte de ham ting, jeg ikke selv kunne høre. Men jeg kunne se, at de tog den bøde, han havde udskrevet, rev den i småstykker og kastede stumperne på ham. Jeg blev bange. Senere samme år blev byens frygt for beboerne på centret for første gang omsat til noget fysisk. En ungarbejder i Fakta blev slået ned af én fra centret. Diskussionen om Kærshovedgård blev mere betændt. Nogle mente, at centret var et storskalaeksperiment med store omkostninger for lokalområdet. Andre mente, at frygten var overdrevet, og at forklaringen på den først og fremmest var folks egne fordomme over for udlændinge. Mennesker, der havde været naboer hele livet, begyndte at toppes. Venskaber blev sat på prøve. I perioden turde jeg ikke selv snakke med folk fra byen om Kærshovedgård. Flere havde fundet ud af, at mine forældre var venner med beboere fra centret, og uanset om jeg var på arbejde eller til frisøren, var der folk, der ville spørge mig, hvad jeg mente om det. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulle sige. Da jeg flyttede fra byen i 2020 for at studere, føltes det som en lettelse. Ikke mere uenighed. Ikke mere utryghed. Ikke mere Kærshovedgård. En ulykke for meget Siden jeg flyttede hjemmefra, er Kærshovedgård fortsat med at påvirke lokalområdet. I byen er politibiler og G4S-vagter blevet et vanligt syn. Flere historier om butikstyverier og trusler i nærområdet er kommet til. Samtidig har klientellet på centret forandret sig markant. Hvor størstedelen af beboerne til at begynde med var afviste asylansøger, udgør udlændinge udvist ved dom nu majoriteten af beboerne på centret. Blandt de 217 personer, der var bosiddende 13. marts i år, var der 68 domme i straffesager for vold samt 103 domme for narkotika og smugling. Bekymringen i lokalområdet for Kærshovedgård-beboerne er vedblevet, og for otte måneder siden kulminerede den i morgentrafikken 17 kilometer syd for centret. En kvinde blev påkørt og dræbt af en 34-årig bilist, der er udvist ved dom og bosat på Kærshovedgård. Manden havde ifølge Ekstra Bladet tilknytning til den forbudte danske bandegruppering Loyal to Familia og havde forinden ulykken fået frataget sit kørekort, viser anklageskriftet. Nu er han sigtet for uagtsomt manddrab. Som følge af ulykken skrev et enstemmigt byråd i april en opsang til integrations- og udlændingeminister Kaare Dybvad (S), hvor de bad regeringen anerkende og forbedre den situation, Bording og omegn står i som følge af udrejsecenteret. Jeg tog med min kollega Daniel Tidemann til Bording for at undersøge, hvilke problemer det pålægger et lille bysamfund, når det bliver en lokal opgave at huse et udrejsecenter. Over de kommende dage vil Berlingske bringe historierne, vi tog med derfra. Vores fokus vil være på de borgere, som bor omkring Kærshovedgård. I en podcast vil der også være et interview med mine forældre. Hør Berlingskes nye podcast »Byen, der fik nok«, der går helt tæt på borgerne i Bording og fortæller, hvad det betyder, når national udlændingepolitik bliver til en lokal hovedpine. https://www.berlingske.dk/samfund/jeg-er-vokset-op-ved-siden-af-udrejsecenter-kaershovedgaard-og-har-set-min